Vores mål og resultater
Vores mål og resultater i Energispring
Partnerne i Energispring opnåede varmebesparelser på 10 procent fra 2021-2023. Det svarer til mere 15 millioner kroner. Vi gør altså noget rigtigt, når vi deler viden, data og formidler de bedste erfaringer om at investere i og arbejde med grønne bygninger.
I Energispring arbejder vi efter principper, som blandt andet indebærer, at vi sætter mål sammen. Vi har i fællesskab opsat et 3-6-9-procentsmål på varmeforbrug. Det vil sige, at en bygning skal spare hhv. 3, 6 og 9 procent de første 3 år, de er en del af benchmark. Herefter skal alle bygninger fastholde et lavt forbrug.
Vi vil nå målet, fordi:
- Vi sparer penge med lavere energiregninger
- Vi har en konkurrencefordel, da flere efterspørger grønne bygninger
- Vi tager ansvar for den grønne omstilling
Vi går forrest og viser andre, at det giver mening at samarbejde om energirigtige bygninger. Vi håber, at andre bliver inspireret til at tage ansvar for drift og renoveringer. Det gavner både partnernes forretning, brugere, beboere og København
Vores varmebenchmark
Varmebenchmark er et vigtigt element i Energispring partnerskabet. Vi bruger det til at sætte mål, samt dele og sammenligne data med hinanden.
Alle partnere melder bygninger ind i Energisprings benchmark. Benchmark opstilles på baggrund af data om bygningers varmeforbrug og afkøling. Her kan partnerne se, hvordan deres bygninger performer i forhold til hinanden og også hvordan egne bygninger performer i forhold til hinanden. Det er ikke altid de nyeste bygninger, der performer bedst, og nogle gange kan et godt energimærke skjule en drift, som ikke er optimal.
Energisprings partnere kan gratis indmelde deres bygninger i vores varmebenchmark, og det giver et grundlag for læring og potentialer for energibesparelser.
Vores varmebenchmark er udviklet og drevet i samarbejde med HOFOR.
Lige nu er der over 300 bygninger med i benchmark, og vi arbejder løbende på at få flere bygninger med. Slutmålet er at 95% af partnernes ejendomme er med i benchmark inden udgangen af 2025.
Derfor er bygninger afgørende
Københavns Kommune har med KBH 2025 Klimaplanen mange ambitiøse klimamål. Indsatsen om energiforbrug i bygninger er central.
For at nå målene spiller Københavns bygninger en væsentlig rolle, da ca. 70 procent af energiforbruget kommer fra bygninger. Københavns Kommune ejer og drifter ca. 5 procent af bygningsmassen og kan ikke indfri målene alene. Derfor er et partnerskab som Energispring vigtigt, hvor centrale aktører i ejendomsbranchen viser vejen for den grønne omstilling.