Hold øje med indeklimaet
Se om du og din familie lever i et sundt indeklima
Indeklimakortet gør det nemt at tjekke den relative luftfugtighed og aktuelle temperatur i et rum.
Ved hjælp af to farvekoder kan du nemt se, om indeklimaet er optimalt eller for fugtigt. Du kan også se, om temperaturen er for lav, passende eller for høj.
Når kortet er taget ud af sit omslag, vil indikatorerne skifte farve efter få sekunder, afhængigt af fugtigheden og temperaturen i rummet.
Sådan bruger du indeklimakortet
Fire trin til et sundt indeklima:
- Tag indeklimakortet ud af plastikhylsteret
- Lad kortet være i rummet i en time
- Aflæs testfeltets farve samt temperatur
- Er testfeltet lyserødt, så luft ud.
Tjek indeklimaet i forskellige rum
Indeklimakortet kan hjælpe dig med at skabe et sundt indeklima for dig og din familie.
Dårligt indeklima opstår, når du ikke lufter ud så ofte, som du burde. Det er særligt vigtigt at få luftet ud i rum, hvor der dannes meget fugt, fx i badeværelser, køkkener, vaskerum og kældre.
Nogle af de mest mærkbare tegn på dårligt indeklima er fugt og kondens på vinduerne og i værste fald fugtskader, der kan medføre svamp og råd.
Et dårligt indeklima kan være sundhedsskadeligt
Et dårligt indeklima påvirker ikke kun dit hjem. Det påvirker også dig og din familie. Måske mærker du kun, at luften ofte føles "tung", men det kan også påvirke søvn, koncentration, humør og den generelle sundhed.
8 gode råd til et sundt indeklima
1. Luft ud tre gange om dagen
- Luft ud i 5-10 minutter med gennemtræk
2. Tør tøj udendørs
- Tørring af tøj indendørs øger luftfugtigheden markant
3. Brug emhætten
- Lad emhætten køre i ti minutter efter endt madlavning
4. Luft grundigt ud efter bad
5. Brug tætsluttende låg ved madlavning
- Det mindsker mængden af fugt til indeklimaet
6. Opvarm alle rum til 19-22°C
- Også i rum der ikke benyttes
- Rumtemperaturen må ikke være under 18°C
7. Efterse tætningslister i vinduer og døre og undgå træk
8. Brug alle radiatorer
- Indstil dem på samme trin (trin 3)
- Hold døren lukket til et evt. køligere rum
Spar på varmen
En korrekt indstillet radiator kan spare meget varme og gøre det nemmere at drifte fjernvarmeanlægget energirigtigt.